Vedtægter Demokrativærnet

§ 1. Navn, hjemsted og stifter

  1. Foreningens navn er Demokrativærnet. Demokrativærnet er en landsdækkende, almennyttig forening.
  2. Foreningen har hjemsted i Københavns Kommune.

§ 2. Formål

  1. Demokrativærnet har til formål at fremtidssikre demokratiet i Danmark ved at:
    1. styrke de formelle demokratiske strukturer, fremme samarbejde på tværs af sektorer og understøtte et aktivt og mangfoldigt civilsamfund
    2. arbejde for at skabe åbne og tilgængelige indgange til det formelle demokrati, så borgere, foreninger og organisationer får bedre muligheder for deltagelse, indflydelse og medskabelse
    3. fungere som brobygger mellem det repræsentative demokrati og samfundets øvrige aktører og dermed bidrage til et mere inkluderende, tillidsfuldt og bæredygtigt demokrati.
  2. Foreningen arbejder gennem indsatsområder, der fremmer demokratisk deltagelse og medansvar, styrker demokratisk infrastruktur, udvikler kritisk tænkning og demokratisk samtale samt fremmer viden og politisk gennemsigtighed.

§ 3. Værdigrundlag

  1. Demokrativærnets arbejde bygger på:
    1. respekt for demokrati, retsstat og menneskerettigheder,
    2. tværpolitisk orientering og partipolitisk uafhængighed,
    3. åbenhed, gennemsigtighed og dialog,
    4. demokratisk inddragelse af borgere,
    5. langsigtethed og praksisnær udvikling.

§ 4. Medlemmer

  1. Medlemmer af Demokrativærnet er organisationer, institutioner og andre sammenslutninger, der deler Demokrativærnets formål og værdigrundlag. Medlemmer deltager i Demokrativærnets aktiviteter og på Årsmødet gennem udpegede repræsentanter, der også kan vælges til Demokratirådet.
  2. Enkeltpersoner kan optages som medlemmer og deltage i Demokrativærnets aktiviteter og på Årsmødet gennem personlig tilmelding men har ikke stemmeret og kan ikke vælges til Demokratirådet.
  3. Demokratirådet vedligeholder en medlemsmodel, der beskriver hvilke typer organisationer, der kan optages, kriterier for optagelse og eventuelle medlemsbidrag. Medlemsmodellen godkendes på Årsmødet.
  4. Demokratirådet kan ekskludere et medlem, der modarbejder foreningens formål, tilsidesætter sine medlemsforpligtelser eller handler til væsentlig skade for foreningen. Beslutning om eksklusion kræver 2/3 flertal i Demokratirådet og kan appelleres skriftligt til førstkommende Årsmøde.

§ 5. Årsmøde (generalforsamling)

  1. Årsmødet er foreningens øverste myndighed.
  2. Hvert medlem har én stemme på Årsmødet. Et medlem kan sende op til to repræsentanter men afgiver kun én stemme.
  3. Ordinært Årsmøde afholdes én gang årligt i maj. Indkaldelse sker skriftligt med mindst 4 ugers varsel. Dagsorden fremsendes senest en uge før afholdelse.
  4. Dagsorden for ordinært Årsmøde skal som minimum indeholde:
    1. valg af dirigent og referent
    2. bestyrelsens beretning
    3. godkendelse af regnskab
    4. valg af revisor
    5. vedtagelse af budget og eventuelle medlemsbidrag
    6. valg af forperson
    7. valg til Demokratirådet
    8. godkendelse af forretningsorden
    9. indkomne forslag.

§ 6. Ekstraordinært årsmøde

  1. Ekstraordinært årsmøde afholdes, når Demokratirådet beslutter det, eller når mindst en tredjedel af medlemmerne skriftligt fremsætter krav herom med angivelse af dagsorden. Ekstraordinært årsmøde indkaldes med mindst 8 dages varsel.

§ 7. Demokratiråd (bestyrelse)

  1. Foreningen ledes politisk og strategisk af Demokratirådet, der fungerer som foreningens bestyrelse.
  2. Demokratirådet består af op til 15 medlemmer, herunder et formandskab bestående af en forperson og næstforperson.
  3. Demokratirådet sammensættes med henblik på at afspejle en varieret kreds af organisationer og institutioner. Ved sammensætningen tilstræbes repræsentation fra følgende områder, uden at listen er udtømmende:
    1. Civilsamfund og folkeoplysende organisationer
    2. Kommuner og kommunale organisationer
    3. Lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer
    4. Foreninger inden for skole- og undervisningsmiljøet
    5. Forsknings- og vidensinstitutioner
    6. Medier
    7. Organisationer, der arbejder for retssikkerhed
    8. Virksomheder
    9. Fonde
    10. Andre organisationer og institutioner med tilknytning til demokrati og medborgerskab.
  4. Demokratirådet kan nedsætte en valgkomité, der fremlægger et kandidatoplæg forud for valget. Kandidater kan opstille ved at meddele dette senest tre uger inden Årsmødet.
  5. Medlemmer af Demokratirådet vælges for 2 år ad gangen med mulighed for genvalg i op til fire valgperioder. Halvdelen af medlemmerne er på valg i lige år, resten i ulige år.
  6. Forpersonen vælges på Årsmødet for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted i maksimalt fire valgperioder. Demokratirådet konstituerer sig med en næstforperson på sit første møde efter Årsmødet.
  7. Et medlem udtræder af Demokratirådet, hvis medlemmet ikke længere kan varetage hvervet eller repræsenterer den organisation, det er valgt for. Hvert medlem vælges med en personlig suppleant, der kan indtræde ved forfald. Ved varigt forfald eller udtræden konstituerer Demokratirådet et nyt medlem frem til næste Årsmøde.
  8. Beslutninger træffes ved simpelt flertal blandt de tilstedeværende stemmeberettigede, medmindre andet er fastsat i vedtægterne. Ved stemmelighed er forpersonens stemme udslagsgivende.
  9. Demokratirådet har ansvar for:
    1. strategi og prioritering af indsatser,
    2. budget og overordnet økonomi,
    3. at træffe beslutning om optagelse af medlemmer efter kriterierne i den gældende medlemsmodel, jf. § 4 stk. 3
    4. ansættelse og afskedigelse af direktør.
  10. Demokratirådet kan invitere op til fire faglige rådgivere med særlig viden om demokrati, medborgerskab eller tilgrænsende felter. Disse deltager i rådets møder med tale- men ikke stemmeret og udpeges for op til to år ad gangen eller ad hoc til specifikke møder efter behov.
  11. Et medlem af Demokratirådet må ikke deltage i behandlingen af eller afstemningen om sager, hvor der foreligger forhold der kan rejse tvivl om medlemmets upartiskhed. Forvaltningslovens regler om habilitet og fortrolighed finder tilsvarende anvendelse for Demokratirådets medlemmer.

§ 8. Sekretariat

  1. Demokrativærnet betjenes af et sekretariat, der varetager den daglige drift, projektudvikling og betjening af Demokratiråd og årsmøde.
  2. Demokratirådet ansætter en direktør, der varetager den daglige ledelse af sekretariatet under ansvar for Demokratirådet.

§ 9. Økonomi og regnskab

  1. Foreningen finansieres primært gennem fondsbidrag, projektmidler, kontingenter og andre offentlige og private tilskud. Herudover kan foreningen modtage øvrige indtægter, der er forenelige med foreningens formål.
  2. Foreningens midler må kun anvendes i overensstemmelse med formålet.
  3. Regnskabsåret følger kalenderåret.
  4. Årsregnskabet revideres af en statsautoriseret revisor valgt på Årsmødet.
  5. Der kan ydes vederlag til formandskab, hvis dette fremgår af det budget, der godkendes af Årsmødet.

§ 10. Tegningsregel og hæftelse

  1. Foreningen tegnes af forpersonen og direktøren i forening. Ved forpersonens forfald tegnes foreningen af næstforpersonen og direktøren i forening.
  2. Demokratirådet kan meddele prokura til direktøren.
  3. Foreningen hæfter alene med sin egen formue. Medlemmerne hæfter ikke personligt for foreningens forpligtelser.

§ 11. Vedtægtsændringer

  1. Vedtægtsændringer kræver 2/3 flertal af de fremmødte stemmeberettigede på Årsmødet.
  2. Forslag til ændringer skal fremgå af dagsordenen til Årsmødet.

§ 12. Opløsning

  1. Beslutning om opløsning kræver 2/3 flertal på to på hinanden følgende ordinære eller ekstraordinære årsmøder med mindst 4 ugers mellemrum.
  2. Ved opløsning skal foreningens midler anvendes til styrkelse af demokrati og aktivt medborgerskab i Danmark. Beslutning om den konkrete anvendelse træffes på det opløsende Årsmøde.

§ 13. Overgangsbestemmelse (etableringsfasen 2026-2028)

  1. Demokrativærnet er startet på initiativ af AOF Danmark i samarbejde med en bred kreds af samfundspartnere. Demokrativærnet er registreret med CVR-nummer med henblik på formel stiftelse som selvstændig forening. I etableringsfasen bærer AOF Danmark ansvaret for drift og økonomi.
  2. I etableringsfasen opbygges en kreds af organisationer og institutioner, der ønsker at bidrage til etablering og udvikling. Etableringskredsen er en rådgivende og netværksskabende sammenslutning uden juridisk eller økonomisk ansvar. Optagelse sker efter aftale med Demokrativærnet.
  3. Etableringskredsen tilstræbes at afspejle en bred og varieret sammensætning på tværs af de områder, der er beskrevet i § 7.
  4. Etableringskredsen arbejder gennem udviklingsgrupper for Demokrativærnets indsatsområder og igangsætter konkrete indsatser i samarbejde med partnere allerede i etableringsfasen.
  5. Organisationer i etableringskredsen kan bidrage til udviklingen af indsatsområder gennem projektstøtte eller samarbejdsaftaler.
  6. Sekretariatsfunktionen varetages i etableringsfasen af AOF Danmarks sekretariat, herunder medarbejdere dedikeret til Demokrativærnets arbejde. Direktørfunktionen varetages af AOF Danmarks adm. direktør. Demokrativærnet kan ansætte en selvstændig direktør, når det vurderes hensigtsmæssigt. Ved overgang til permanent struktur tager Demokratirådet stilling til sekretariatsbetjeningen og direktørfunktionen på baggrund af det aktuelle finansieringsgrundlag.
  7. AOF Danmark vedtager en foreløbig forretningsorden for etableringsfasen, der gælder frem til første ordinære Årsmøde, hvor den godkendes eller revideres.
  8. Sekretariatet udarbejder et udkast til medlemsmodel, der offentliggøres senest tre måneder inden første ordinære Årsmøde og forelægges til godkendelse på mødet.
  9. Etableringsfasen kan afsluttes før udgangen af 2028, hvis Demokrativærnet organisatorisk og økonomisk vurderes klar til overgang til permanent struktur.
  10. Senest seks måneder efter etableringsfasens afslutning indkaldes til første ordinære Årsmøde, hvor Demokratirådet vælges, og overgang til permanent struktur formelt besluttes. Ved første valg vælges halvdelen af Demokratirådets medlemmer for 1 år og halvdelen for 2 år. Demokratirådet fastlægger fordelingen forud for valget.