
Demokratiet bygger vi sammen
Ingen organisation kan værne om demokratiet alene. Derfor samler Demokrativærnet kommuner, virksomheder, medier, vidensmiljøer og uddannelsesinstitutioner i et nationalt partnerskab.
For demokratiet er, hvad vi sammen gør det til.
Demokrativærnet styrker demokratiet i Danmark gennem konkrete indsatser og fælles udvikling på tværs af sektorer. Initiativet til Demokrativærnet er taget af AOF Danmark og er i opstart.
I 2026-2027 opbygger vores sekretariat, bestyrelse og etableringskomité Demokrativærnet i samarbejde med en bred kreds af partnere. I 2028 er Demokrativærnet en uafhængig civilsamfundsorganisation med et valgt Demokratiråd.
Tidsplan
Demokratiet skal gribes
Demokrativærnet har defineret fire spor, hvor vi sammen med vores partnere arbejder målrettet mod at styrke og videreudvikle det danske demokrati.
- Demokratisk infrastruktur
- Deltagelse og medansvar
- Data og viden
- Kritisk tænkning
Sammen skaber vi overblik over de mange initiativer og lokale muligheder, der eksisterer i dag for at tage del i demokratiet. Sammen udvikler vi de nye veje ind i det demokratiske fællesskab, som Danmark mangler i dag. For styrken i det danske demokrati ligger i evnen og modet til at forny sig og viljen til at få alle med. Derfor arbejder vi målrettet på at skabe de bedste betingelser for at øge deltagelsen i og medansvaret for Danmarks demokratiske fællesskab.
Det gør vi ud fra en erkendelse af de forudsætninger, der skal til for, at flere kan gribe mulighederne for deltagelse og indflydelse. Aktiv deltagelse forudsætter demokratisk dannelse, indsigt i den danske model med aftalebaseret arbejdsmarked og den generationskontrakt, der er fundamentet for velfærdssamfundet.
Med den indsigt får langt flere muligheder for at praktisere kritisk tænkning og indgå i dialog med mennesker, man er uenig med. Alt det, vi kalder demokratisk dannelse.
Sammen med en bred kreds af partnere udvikler Demokrativærnet nye redskaber og formater til demokratisk dannelse og deltagelse, som tilpasses lokale behov og målgrupper.
Vores indsatser
- Demokratikørekortet
Med dialog, dilemmaspil og interaktive øvelser omsætter Demokratikørekortet teoretisk viden om demokratiets historie, værdier og systemer til praktisk forståelse og aktivt medborgerskab. - Demokratidage
Demokrativærnet arrangerer og afholder dedikerede Demokratidage, hvor borgere fra alle dele af lokalsamfundene mødes i debatter og samtaler om bevarelsen, udviklingen og styrkelsen af det danske demokrati. - Databank
Sammen med professorer bag Magtudredningen 2.0 og andre videnspartnere, udvikler vi en åben databank med den nyeste forskning og de bedste erfaringer i, hvordan demokratiets dilemmaer forløses. - Demokrativærnets Korps
På sigt kan borgere melde sig ind i Demokrativærnet. Vi tilbyder hverken uniform eller våben, men workshops og kurser, der klæder borgere på til at puste liv i og højne lokale demokratiske fællesskaber.
Partner i Demokrativærnet, hvem er det for?
Demokrativærnet er et åbent partnerskab for alle, der vil styrke demokratiet i praksis– med indsigter, netværk, kompetencer eller ressourcer:
- Civilsamfunds organisationer der arbejder med oplysning, læring eller demokratisk dannelse.
- Arbejdsmarkedets parter der kan styrke demokratisk deltagelse på arbejdspladser.
- Kommuner der vil styrke demokratiet lokalt og gå forrest med konkrete indsatser og systematisk dokumentation.
- Vidensmiljøer der kan bidrage med forskning, evaluering og videndeling. Fonde der støtter demokratiindsatser.
- Virksomheder der vil understøtte demokratisk engagement.
- Medier der formidler og understøtter den demokratiske samtale.
- Organisationer der arbejder for retssikkerhed og demokratiske rettigheder.
- Andre organisationer og institutioner der arbejder med demokrati og medborgerskab.
Demokrativærnet inviterer også enkeltpersoner til at bidrage som frivillige og blive en del af det demokratiske fællesskab.
Skal vi værne om demokratiet sammen?
Partnere i Demokrativærnet anerkender et medansvar for demokratiets fremtid og forpligter sig til at aktivt bidrage med erfaringer, viden, kompetencer eller andre ressourcer, der kan styrke demokratiets infrastruktur.
Er I interesserede i partnerskab, kan I booke os til et møde eller få tilsendt mere information. Skriv til os på info@demokrativaernet.dk eller udfyld formularen.
Er du som enkeltperson interesseret i at følge os og løbende blive opdateret, så udfyld formularen og skriv i beskedfeltet, at vi gerne må sende dig nyheder.


